Befolkningens historie

 

De første tegn på menneskelig aktivitet i Nuuk området stammer tilbage fra saqqaqkulturen. Fundene fra denne kultur, der stammer fra Qornoq området kan dateres tilbage til 2200 år f.kr. Qornoq er i dag en nedlagt bygd. Saqqaq kulturen forsvandt fra Grønland omrking 1000 år f.kr.

 

Dorset kulturen er den anden immigration til området. Spor af denne kultur er fundet ved Kangeq, der nu er en nedlagt bygd. Dorset folket forsvandt fra området tidligere end 1000 år f.kr.

 

 

Grønland fik sit navn af Erik den Røde, og han var leder af den tredje bølge af immigration, som kom fra øst. Nordboerne bosatte sig to steder i Grønland, i Østerbygden i Sydgrønland og i Vesterbygden i Nuuk området. Disse bosætninger varede cirka fra år 1000 til 1350.

 

I Vesterbygden var hovedbosætningen i bunden af Ameralikfjorden i de to fjordarme: Itivleq og Ameragdla. Ifølge sagaerne og dokumenter fra middelalderens Island, har Vesterbygden bestået af op til 90 gårde med flere end 1000 mennesker på sit højdepunkt omkring 1200-tallet. Ved en beslutning på Tinge i 1261 kom Grønland til at høre under den norske konge og blev senere en del af det danske rige ved Kalmarunionens tilblivelse i 1397. Så ad snørklede veje blev det nordboerne, der banende vejen for senere dansk deltagelse i det grønlandske samfund.

 

Omkring 1350 beretter Ivar Bardarsson, der er forpagter af Biskoppen gård i sydgrønland om, at Vesterbygden er blevet forladt: ”...der er kun vilde heste, geder, kvæg, får og ingen mennesker, hverken kristne eller hedninge...” Sådan sluttede de norrøne bosætninger i Nuuk området.

I dag kendes cirka 70 gårde og tre kirker fra den tid. De seneste udgravninger ved Nipaatsoq i bunden af Ameralikfjorden har givet interessant ny viden om nordboernes virke i området.

 

Den fjerde immigrationsbølge til området var af Thule-kulturen. Menneskene her betragtes som forfædre til nutidens grønlændere. Thule-kulturen tilpassede sig de grønlandske forhold i en sådan grad, at de med rette kan siges at have skabt en selvstændig inuitkultur, efterhånden som de drog ned af den grønlandske vestkyst. Denne nye grønlandske inuitkultur kaldes Inussuk-kulturen.

 

Inuitterne udgjorde formentlig det mest udvikledede folk, hvad jagtmetoder angår, og det er højst sansynlig en af årsagerne til, at Inussuk-kulturen kunne overleve de klimamæssige forandringer som fandt sted i midten af 1300 tallet. Man formoder, de samme klimaændringer, hvor det blev væsentlig koldere, var en væsentlig årsag til at nordboerne forsvandt.

 

Inuitternes jagtmetoder bestod først og fremmest i jagt på havpattedyr. Her blev kajakken efterhånden forfinet og tilpasset de lokale forhold og ydermere var det en kultur, der udnyttede alle dele af byttet.

I Nuuk området er der fundet adskillige sommer- og vinterbopladser, hvoraf nogle kan dateres helt tilbage til 1480'erne.

Efter nordboernes forsvinden havde inuitterne landet for sig selv og deres seminomadiske liv fulgte jagtdyrenes vandren, og de flyttede mellem sommer- og vinterbopladser.

 

Der skulle dog ikke gå mange år, før europæerne igen viste sig i de grønlandske farvande. I det 16 århundrede fik hvalfangere fra Belgien, Baskerlandet og Skotland øje på de store rigdomme i form af bl.a. hvalspæk, der blev brugt til belysning i Europa. Hvalfangerne handlede også med inuitterne, som for første gang fik adgang til europæiske varer.

Kræfter i Europa kæmpede i det samme århundrede om at finde den legendariske Nordvest-passage til Asien. Dette fulge efter Colombus genopdagelse af Amerika (cirka 500 år tidliger var Erik den Lykkelige kommet til Nordamerika og kaldt det Vinlandet). I 1585 besøgte John Davis Nuuk, og Davids Strædet er opkaldt efter ham. De fleste opdagelsesrejsende nøjedes med at beskrive området, mens andre optrådte med dramatiske konsekvenser for inuitterne. For eksempel kidnappede David Darnell i 1654 fire fangere i Godthåbsfjorden.

 

Grønlands og Nuuks moderne historie begynder med Hans Egede i 1721. Han var norsk missionær og grundlagde den første handelspost og koloni. Hans Egedes mål med at komme til Grønland var at omvende de katolske nordboere til lutheranere og genskabe kontakten mellem Grønland og Danmark, men han opdagede hurtigt at nordboerne var forsvundet. I stedet blev han Grønlands Apostel.

 

I starten var Hans Egedes koloni placeret på Håbets Ø, men det blev snart klart for ham, at øen ikke udgjorde de optimale betingelser, så den 29. august 1728 forlod han øen og grundlagde Nuuk. Den danske koloniasering havde taget sin begyndelse. I kolonihavnen står Hans Egedes gamle hus, som han byggede efter sin ankomst til Nuuk.

Livet i den nye koloni har været ganske hårdt. I 1733-34 led byen under en syfilis epidemi og i disse år døde størstedelen af den indfødte befolkning. Også Hans Egedes kone bukkede under som følge af epidemien og i 1736 rejste Hans Egede tilbaget til Norge, men hans sønner fortsatte missionen i Grønland.

 

I 1733 gav den danske konge de tyske Herrnhutt missionærer lov til at tage til Grønland, hvor de skulle hjælpe Hans Egede med at omvende grønlænderne. Men på grund af forskelligt syn på missionærarbejde, blev Hernhutterne og den officielle protestantiske kirke i stedet rivaler. Til trods for hernhutterne i perioder synes at lykkes bedre med missionærarbejdet en den protestantiske kirke, opgav de missionen i 1899 og rejste tilbage til Tyskland. Det mest synlige spor efter hernhutterne er en smuk rød træbygning fra 1747, der i dag huser og giver en speciel stemning til Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik. Og det siges, at man stadig på mørke vinteraftener kan høre trinnene af de tyske missionærer i bygningen.

 

I 1847 blev grønlands første seminarium opført og hermed blev Nuuk et uddannelsecenter. Seminariet har i dag til huse i den meget karakteristiske bygning, det gamle hospital fra 1903. Bygningen er også at finde i byens våbenskjold.

I 1908 blev en ny æra indledt efter periode, hvor handel og administration havde været tæt forbundet. Grønland blev inddelt i to landsrådskredse, hvor den sydlige fik base i Nuuk. Efter 2. Verdenskrig blev de to kredse slået sammen og også det nye landråd fik sit administrative sæde i Nuuk. Ved indførelsen af Hjemmestyret i 1979 fik det grønlanske sidestykke til Folketinget, Landstinget sit sæde i Nuuk, som hermed blev gjort til Grønlands hovedstad. I dag er Nuuk hjemsted for hovedkontorerne for de fleste store virksomheder i landet, de to landsdækkende aviser Atuagagdiultit/Grønlandsposten og Sermitsiaq samt en række administrative- og uddannelseinsitutioner. Naturinsituttet, der en forskiningsinsitution, og Katuaq, Grønlands kulturhus, ligeledes i Nuuk.

 

Gennem de seneste godt 100 år er befolkningstallet steget eksplosivt i Nuuk. Fra at være en by med 927 mennesker i 1890, steg indbygertallet dramatisk i midten af 1900 tallet som følge af den danske stats initiativer i forbindelse med G50- og G60politikken. Således havde Nuuk i 1951 2.383 indbyggere og blot 9 år senere var indbyggertallet steget til 4.305. I 1999 boede der cirka 13000 mennesker i byen, som i løbet af en periode på blot 100 år er gået fra at bestå af et spredt samfund baseret på jagt til i dag at være et samfund i rivende udvikling på mange fronter.

 

 

Nuuk er en by, hvor du kan finde masser af spor af den grønlandske historie, samtid med du besøger en dynamisk by, der er klar til at gå fremtiden i møde!